Ny salgs- og marketingdirektør hos Surftown

Søren Rinnov ØstergaardSiden Jonathan Gabor stoppede tilbage i september har Surftowns marketingafdeling bestået Kresten Bach Søndergaard og mig(Bo Kruse), og det har længe stået højt på vores ønskeliste, at få flere kompetente kræfter ind i afdelingen. Som en del af vores fortsatte udvikling er vi derfor blandt andet på udkig efter en ny kompetent webdesigner, som kan være med til at styrke vores grafiske profil og, ikke mindst, øge brugervenligheden i vores produkter (det kommer du til at høre meget mere om senere).

Som antydet, så har vi store ambitioner om at gøre Surftown til et endnu bedre sted for vores kunder, og i den forbindelse har Surftown hentet Søren Rinnov Østergaard ind som ny salgs- og marketingdirektør. Han indgår i den øverste ledelse og skal styrke Surftowns markedsrettede aktiviteter og understøtte en ny ambitiøs vækststrategi for virksomheden.

Søren var indtil for nylig direktør for marketing og online salg hos Canal Digital. Her stod han i spidsen for en gennemgribende revitalisering af Canal Digitals brand, inden han forlod virksomheden som del af omfattende spareplaner i november 2011. Umiddelbart herefter startede Søren som strategisk rådgiver for Surftown og pr. 2 januar 2012 er han så indtrådt i Surftowns øverste ledelse som salgs– og marketingdirektør.

Spørger man Søren om hans motivation for at acceptere stillingen som salgs- og marketingdirektør for Surftown, kommer svaret prompte: “Muligheden for at få det overordnede ansvar for både marketing og alle Surftowns salgskanaler motiverer mig meget. Når man kommer fra en branche i voldsom finansiel turbulens er det fantastisk at træde ind i en virksomhed baseret på robuste moderne produkter og uendelig mange vækstmuligheder både europæisk og globalt.”

”Det er en fornøjelse at være en del af en virksomhed, der selv midt i finanskrisen beholder kunderne i fokus og investerer massivt i innovation.”

Jeg håber, at I vil tage godt imod Søren, som også fra tid til anden vil kigge forbi bloggen med et indlæg eller en kommentar.