Et frit internet – eller?

ind13_d1

Min kollega Connie og jeg er taget til Internetdagarna i Stockholm. Internetdagarna er en stor årlig konference, som afholdes af Stiftelsen för internetinfrastruktur, bedst kendt for at stå bag .SE- og .NU-domænetyperne.

I netop disse dage diskuteres retten til frit at kunne benytte internettet, præcis ligesom emnet er en del af samfundsdebatten i hele verden, i øjeblikket.

Selv samme emne optog både Jimmy Wales, der er grundlægger af Wikipedia, og Rebecca MacKinnon, der er blogger og medstifter af Global Voices Online. Begge benyttede de lejligheden som keynote-talere til, at udbrede budskabet om at holde internettet frit, i så stort et omfang som muligt.

Wales fik fortalt Wikipedias vision: ‘At alle personer i verden, har fri adgang til summen af al menneskehedens viden’. En vision, som kan være svær at indføre i en verden, hvor demokratiet  – ifølge MacKinnon – er på tilbagegang.

Negative konsekvenser for demokratiet

De seneste mange afsløringer af amerikanske NSAs automatiserede overvågning, af private borgere internet- og telefonibrug, samt svenske Säkerhetspolisens, SÄPO, forespørgsel om direkte adgang til telefoni- og e-mail-trafik i Sverige, tegner et billede af en stigning i overvågning på internettet. Både SÄPO og NSA siger det samme: De foretager sig hvad der er nødvendigt, for at kunne tjene deres respektive landes interesser, sikkerhedspolitisk.

Det store spørgsmål, som blev debateret flere gange på konferencens første dag, var derfor om den øgede overvågning på internettet har haft negative konsekvenser for det demokrati, som hersker på internettet. Et stort spørgsmål, som der var mange forskellige holdninger til.

På den ene side blev overvågningen fremhævet som øget sikkerhed. Her bliver overvågningen set som et ekstra sikkerhedslag, til gavn for både den enkelte internetbruger, men også hele samfundet.

I den modsatte side står de, som mener at overvågningen er til skade for ikke bare demokratiet – både på internettet og i det fysiske samfund. Overvågningen ses her som en trussel direkte mod frihed, fordi organisationer som NSA og SÄPOs registrering af internettrafikken betyder, at alle data om færden på internettet registreres og opbevares. De frygter, at de registrerede data eventuelt kan misbruges mod dem.

Vi vil gerne vide, hvad du synes:
Synes du, at overvågningen på internettet har taget overhånd?

Giv gerne din mening til kende, i kommentarfeltet nedenfor. 🙂

Dbh,
Nicolas

One Comment

  1. HedgeHog
    27/11/13 @ 11:50

    Overvågningen har helt klart taget overhånd, et godt eksempel kan iøvrigt ses ved ved alle de ‘datasammenlægninger’ der er mellem forskellige medier. Som f.eks her på siden, hvor det er muligt at logge ind via Google, facebook, Twitter osv. På den måde kan NSA og GCHQ også holde øje med hvilke indlæg ‘man’ poster til hvilke websites. Snowdens afsløringer har vist at NSA ‘dataminer’ de nævnte websites. Men spørgsmålet må vel være at få skabt nogle rammer for hvilke data der er relevante for NSA, og hvilke data der ikke er. Det kan ikke og skal ikke være NSA eller GCHQ der sætter rammerne for hvad der skal datamines.