Forretningsbetingelser

Sandheden om “fri trafik”

Nærmest hele webhosting branchen i Danmark tilbyder fri trafik. Men det er umuligt at tilbyde en uendelig mængde båndbredde eller diskplads. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Mange udbydere af webhoteller tilbyder fri trafik på trods af de fysiske begrænsninger. De netværkslinjer, der transporterer data rundt, fiberoptik, kabel, kobber og så videre, har kun en begrænset kapacitet. Harddisken i en webserver har også en fysisk afgrænset størrelse.

Hovedelementerne ved ethvert webhotel er disk plads og båndbredde. Diskplads er den fysiske plads du har til rådighed på webhotellet til at gemme din hjemmeside på, og båndbredden er den trafik, der sker mellem din hjemmeside og dens gæster (eller din egen computer via FTP, når du overfører filer).

Båndbredde kan dog deles yderligere op – i både reel trafik (som før nævnt; mængden af data der overføres) men også i ressourcer, mængden af procestid i serverens hukommelse og processor. Ressourceforbrug er en uhyre vigtig ting for udbydere med ”delt serverplads”, det såkaldte shared hosting, idet en kunde med et uforholdsmæssigt stort forbrug kan trække serveren sydover og effektivt være skyld i andre kunders hjemmesider bliver utilgængelige.

Og det er netop her de fleste kunder bliver overraskede, som oftest fordi de ikke har taget sig den fornødne tid til at nærlæse forretningsbetingelserne hos deres udbyder. Hele fænomenet fri trafik er nemlig ikke ensbetydende med der også er frie ressourcer til rådighed.

Derimod kan man undre sig hvorfor branchen fortsat kalder det fri trafik.

Først og fremmest fordi det er en gammel vane og en efterhånden almen kendt betegnelse, man som kunde bevidst kigger efter. Og fordi det fra et rent markedsføringsmæssigt synspunkt er en betegnelse, der ikke kræver yderligere eftertanke – man ved pr. automatik der er tale om en antagelig uendelig mængde.

Jeg har gennem de seneste uger udfordret de interne forretningsgange hos Surftown og fået på plads, at kunder der tidligere belastede serverne helt ekstremt, ikke længere suspenderes øjeblikkeligt. Vores supportere gennemgår nu serverlisterne dagligt, og de kunder vi tidligere ville have suspenderet, modtager fremover en email med henblik på optimering af ressourceforbruget.

På den måde får kunden en langt mere positiv oplevelse, idet vi nu giver mulighed for at rette op på problemerne. Det typiske, der kan gå galt er for eksempel oprettelse af en gæstebog eller et forum, hvor brugerregistrering for at kunne poste indlæg ikke er gjort obligatorisk – hvorfor der er frit slag for diverse spam bots.

Ofte er kunden helt uvidende om at siden bruger for mange ressourcer eller hvad der foregår.

Jeg vil dog heller ikke lyde som om jeg maler fanden på væggen: Man kan som bruger nemt oprette en hjemmeside med weblog, galleri og meget mere og køre det uden problemer.

Det er blot anbefalelsesværdigt at sikre sig effektivt mod spam – og gerne dobbelttjekke eventuel hjemmebrygget databasekode.

Hav en rasende god dag! 🙂

Dbh,
Thomas

1 2